Tydelig tale og læsp der larmerHvor tydeligt taler du? Altså er der noget der står i vejen for ordene, fx en spændt kæbe, en slap tunge eller læber der stort set ikke bevæger sig? Hvis ja, så er der risiko for at du mumler og bliver beskyldt for ikke at være velartikuleret. Men det kan faktisk have sine fordele, hvis det gøres med omtanke.
Dagens andet fokus er også indenfor artikulation og handler om læsp, altså når s'erne og t'erne støjer mere end vi er vant til. Det er ikke alle læsp som vi kan skrue op og ned for, men der kan være strategiske grunde til at læspe - og til at lade være.
Lyt med når vi dykker ned i mumlen og læsp, hører eksempler på forskellige typer af læsp og ser på, hvorfor især s-lyden kan skabe udfordringer. Vi diskuterer også de psykologiske og sociale årsager til at tale mindre tydeligt. Mumlen kan fx signalere fælles forståelse, usikkerhed eller tilbageholdenhed, mens læsp i nogle sammenhænge kan være knyttet til kulturel identitet, sociale tilhørsforhold og sproglige forbilleder. På et ofte ubevidst plan er vores udtale nemlig et valg og noget vi tager til os fra dem vi spejler os i.
Vi taler om hvordan tydelighed påvirker troværdighed, lederskab og relationer, og hvorfor det er vigtigt at kunne skrue op og ned for sin tydelighed afhængigt af situationen og dem man taler til. Til sidst får du konkrete øvelser og gode råd til at arbejde med din egen udtale.
60|15M
