Det er ikke tilfældigt, at danskerne bliver udråbt til verdens lykkeligste folk - lykken er nemlig et resultat af en enestående stor tillid blandt borgerne i Danmark. Men tilliden har lidt et alvorligt knæk: Sammenbruddet i Skat har fået millioner af danskere til at tvivle på, at vores samfundsmodel rent faktisk fungerer så ret og rimeligt, som vi alle håbede på.
Hør direktør i Skatteankestyrelsen, Anette Hummelshøj, om befolkningens faldende tillid til skattesystem, hvordan kritikken opleves indefra, og hvad der skal til for at genvinde tilliden. Hvad har Skat lært af krisen? Hvis noget overhovedet? Til sidst kommer direktør for tænketanken Dea, Stina Vrang Elias, forbi Folkemøde-studiet i Allinge, hvorfra specialudgaven af ‘Det Røde Felt’ sendes. Er tilliden til vores samfundsmodel trængt så meget i knæ efter
skandalerne i Skat, at vi er ved miste evnen til at skabe folkelig opbakning til store reformer? Hvordan er det kommet så vidt, at de mange mandlige skatteministre bare har set passivt til, mens Skat er gået i opløsning?
Sendt første gang i Det Røde Felt den 16. juni 2017.
Jagten på den forsvundne skat
Pengene er fosset ud af den danske statskasse. Og gør det desværre stadig. Siden Venstre i 00’erne indledte ét af danmarkshistoriens største og mest hasarderede administrative eksperimenter med samtidig digitalisering og centralisering af skatteinddrivelsen, er det danske skattevæsen brudt sammen: Skat er gået i total opløsning i et spindelvæv af uduelig ledelse, politiske rævekager og djævelske it-systemer.
Lyt til podcasten ‘Jagten på den forsvundne skat’, hvor vært for Det Røde Felt, Lars Trier Mogensen, forsøger at opklare gåderne: Hvorfor er pengene forsvundet? Hvem åbnede statskassen op på vid gab? Og hvem har ansvaret nu? Podcasten ‘Jagten på den forsvundne skat’ rummer alt tænkeligt dramatisk sprængkraft med globale gangsterbander, korrupte kontorfuldmægtige og ideologiske hedsporer i ministerkontorerne.
En hvirvelstrøm af inkompetence, ressourcemangel og naivitet har gennem årene kostet skatteyderne milliarder og atter milliarder. Hør med helt fra begyndelsen og tag med på en på alle måder ulykkelig skattejagt.
‘Jagten på den forsvundne skat’ er en samling af indslag, som har været bragt i Det Røde Felt.
Lars Trier Mogensen er en dansk politisk kommentator, redaktør, debattør og forfatter. Han er radiovært på P1 og skriver fast politiske analyser på Dagbladet Information.