Flugten til Juleø

’Flugten til Juleø’ er en sjov og anderledes julekalender med masser af varme. Den forener den traditionelle og hyggelige julehistorie med masser af humor. Holger på 12 år, hans lillesøster Julie og deres mor, Carmamilla, skal flytte igen. Holgers mor har nemlig ikke betalt husleje. Nu har en spåkone fortalt hende, at de kan starte på en frisk på en lille ø, Juleø, hvor Carmamilla har arvet en kro. Holger er ked af det, men Julie (og hendes usynlige ven Nisse) glæder sig, for det må da være masser af jul på Juleø. Desværre viser det sig, at der ikke er særligt hyggeligt på Juleø. Folk er flygtet fra øen, der er næsten ingen børn, bortset fra en underlig pige, Pil, kroen er gammel og forfalden, og der er slet ikke jul på øen overhovedet. Desuden er der underlige og uhyggelige lyde fra et af værelserne, og så får kroen en kedelig gæst, der kun er ude på at ødelægge det hele. Bliver det nogensinde rigtig jul, eller er Holger, Julie og deres mor nødt til at flygte igen? God fornøjelse!