”Præstebørn er gerne de værste” – det betyder i følge ældre ordbøger, at præstebørn er de vildeste, ugudeligste og lignende. Siden 1600-tallet har omgivelserne således fokuseret udpræget nyfigent på præstebørns gøren og laden og fra 1800-tallets victorianske tid at gøre sig forestillinger om især, hvordan præstedøtre gebærdede sig.

Som præstedatter i et sjællandsk landsogn i sidste halvdel af 1900-tallet herskede der interesse for, hvad jeg foretog mig.

Bogen viderebringer oplevelser af stor læringsværdi – socialt såvel som kulturelt, om en tryg og god barndom og ungdom i en præstegård med stor have og hos forpagteren mellem heste, grise, køer, men ingen får i staldene. Jeg legede, dansede og gik i skole med de omkringboende børn og oplevede vintre med masser af sne og mange traditioner.

Længe er det ikke siden, at konditioner i samfundet formede sig ganske anderledes end nu, mens de menneskelige relationer har været underkastet færre betydelige forandringer.

Om forfatteren:
Birgitte Bruun Wolter voksede op i Undløse og blev student fra Stenhus Gymnasium i Holbæk. I København blev hun cand.mag. i Historie og Europæisk Etnologi. Som projektleder deltog hun i de væsentlige omlægninger af Danske Banks IT-område. Forfatteren har udgivet faglitteratur om blandt andet godsers landbrugshistorie og familiens hus i Roskilde.