Otto Mylleberg Madsens besværlige hjerne

Otto er lidt af en opfinder, og efterhånden har han opfundet en hel masse smarte ting - hvis han selv skal sige det. Men han har det ikke nemt, for hans hjerne blander sig i alt, hvad han tænker - og nu er den også begyndt at blande sig i, hvad han siger! Selvom hjernen er smaddergod til at fortælle historier, bliver Otto hurtigt så træt af sin besværlige hjerne, at han beslutter sig for at søge hjælp hos sin onkel Gudmund, der er indlagt på et hospital, fordi han hører stemmer inde i sit hoved.

Illustreret med sort/hvide tegninger

Uddrag: Otto smurte sig en leverpostejmad, skar et stykke af agurken og hældte et stort glas mælk op. Så satte han sig hen til køkkenbordet og slog op i et kryds og tværs blad for børn. Han elskede at gætte krydsogtværs, og for nylig havde han vundet 500 kr. De lå lunt og godt i hans pingvinsparebøsse oppe i det høje skab inde på værelset. Han ville gerne købe et eller andet for dem. En eller anden stor ting. Men han kunne bare ikke rigtig beslutte sig til, hvad han ville købe. Foreløbig tænkte han over det. "Hmm, andet ord for hest," sagde han til sig selv, "på to bogstaver." Han skulle lige til at skrive noget, da en stemme lige bag ham sagde: Ko!" Otto kiggede sig forvirret rundt. Der var ikke nogen at se nogen steder. "Hallo, er der nogen?" Ikke en lyd. Han vendte sig, trak på skuldrene og tog en bid af sin mad. Lige idet han skulle til at skrive ordet, var stemmen der pludselig igen. "Ko! Den har da også fire ben og går rundt på markerne og spiser græs." Otto var lige ved at blive kvalt i sin leverpostejmad. Han sprang op fra stolen, så den væltede bagover med et brag, mens han hostede og spruttede, og hans øjne blev fulde af vand, så han ikke kunne se noget som helst. Glasset væltede, og mælken løb som en hvid flodbølge ud over hele bordet. Krydsogtværshæftet, en tændstikæske, en af lillesøsters tegninger og en stak papirer fra banken blev gennemblødte. "Kom frem!" råbte han hæst. "Hvor er du?" "Her," lød stemmen. "Jeg sidder heroppe!" Så gik det op for Otto, at stemmen kom inde fra hans eget hovede. Fra hans egen hjerne! "Jeg er blevet skør!" råbte Otto forskrækket. "Skruphamrende, skingrende skør!" Han rullede vildt med øjnene og rystede på hovedet, som om han prøvede at ryste stemmen ud af øret. "Stop, stop. Jeg bliver søsyg," galede stemmen inde i Ottos hovede. "Hjææælp! Der var den igen! Mor hjælp!" Han sprang hen til døren og kastede sig ud i entreen. Han måtte finde nogen der kunne hjælpe ham. "Jeg er blevet gakgak!" "Hov, hov! STOP!" Stemmen talte så hårdt, at Otto faktisk standsede brat op. "Stop en halv! Du er vel klar over, at hvis du fortæller din mor – eller en hvilken som helst anden person – at du kan høre stemmer inde i dit hovede, så bliver du buret inde lige på stedet, kammerat! Tænk bare på din onkel Gudmund!" "Gisp, ja." Otto kunne udmærket huske sin onkel Gudmund. Selv om det var længe siden, han havde set ham. Onkel Gudmund havde altid været lidt mærkelig. Nej, meget mærkelig. Han havde så mange underlige ideer og tanker. Når han var på besøg hos dem, gik han altid og bankede på alle væggene hele tiden, for at høre, om der var hulrum. Han kunne nemlig ikke lide skjulte hulrum i vægge.

© 2011 Mallebuh (E-bog): 9788792805065

Udgivelsesdato

E-bog: 14. september 2011