De fleste lagde ikke mærke til det og dem der gjorde, tænkte nok bare det var kulsort humor. I sine femstjernede anmeldelser af forskellige produkter på Amazon havde en bruger der blot kaldte sig ”Me” fx skrevet om en skovl at den var god at have i bilen når man lige skulle begrave et lig. Om en gribetang skrev han at den var lige så sort som hans sjæl – og havde en fornuftig pris. Og om en hængelås skrev den samme bruger at fem af dem ville holde en person indespærret i en container i meget lang tid. Ingen kunne vide at den begejstrede anmelder havde brugt produkterne til præcis det han beskrev. At der bag de femstjernede anmeldelser gemte sig en syvdobbelt morder.