Da Gry Rambusch som 5-årig blev skilt fra sin alkoholiserede og psykisk syge mor, var der næppe nogen der troede, at hun engang ville blive advokat med speciale i udsatte børns forhold.
Grys beretning tager os med ind i det nydelige parcelhuskvarter, hvor man drikker øl af kaffekopper, for at naboerne ikke skal tro, at der er noget galt. En fraværende far og en grov stedmor var også blandt de voksne, som ikke magtede at give Gry en omsorgsfuld opvækst. Som 15-årig blev Gry anbragt på en institution. Siden viste hun gode evner i skolen, og med sit speciale på jura, fik hun indsigt i sin egen anbringelsessag. En sag som havde alvorlige fejl i sagsbehandlingen. Vært: Lisbeth Zornig Andersen. Producer: Mikkel Clausen.
Zornigs Zone
Et program af det udsatte Danmark.
Zornigs Zone tager dig med ind bag parcelhusets ligusterhæk, ghettoens betonmur og landsbysamfundets overfladiske idyl. Fra nordkystens prostituerede til provinsens narkobander. Fra den incestramte familie på landet til det lukkede fængsel i forstaden.
Vi taler med alle, som lever på kanten af vores samfund.
Dem hvis liv er formet af misbrug, svigt, sygdom eller fattigdom, men også af kærlighed, drivkraft og håb om en bedre tilværelse.
Lisbeth Malene Zornig Andersen er en dansk økonom, dokumentarist, forfatter og debattør. Hun blev landskendt for selvbiografien Zornig – vrede er mit mellemnavn (2011) og den efterfølgende dokumentarfilm Min barndom i helvede (2012), hvor hun konfronterede sin stedfar og sin mor med sin oplevelse af en barndom fyldt med svigt og seksuelle overgreb.