I Florida siger Trump, at Iran vil blive bombet som aldrig før, og at krigen snart er ovre. Men Trumps mål er stadig uklart! Hvad vil han med denne krig? I Iran har regimet indsat Ayatollah Khameneis søn, Mojtaba, som sin fars efterfølger - en mand dybt forankret i regimets institutioner og Revolutionsgarden. Så et regimeskifte ligger ude i det fjerne. Ja - Iran bliver raseret af amerikanernes og israelernes præcision-bombardementer. Men Irans strategi for overlevelse fungerer også. Den interne opposition i det splittede samfund er lukket ned af regimets magtapparat. Og Iran har skabt kaos i Mellemøsten og trukket 11 lande ind i krigen. Missiler og droner rammer de rige Golfstater, der ser deres økonomiske model og samfund truet. Olie- og gaseksporten er gået i stå, og en ny energikrise truer det internationale samfund - med inflation og politisk ustabilitet i kølvandet, også i USA. Så hvad er det, Trump vil opnå? Kan han trække sig ud og troværdigt erklære sejr, så længe iranerne kæmper videre? Dagens gæster er: Anders Jerichow, lederskribent for Dagbladet Politiken, Michael Zilmer-Johns, senior fellow hos Erhvervslivets Tænketank og Misha Zand, Iran-analytiker. Vært: Steffen Gram.