I denne episode af Truckerradio møder vi Jens Bollerup, der efter et langt arbejdsliv som leder og direktør valgte at følge en gammel drengedrøm og blive vognmand. Som 58-årig startede han Viking Transport Group med én brugt Scania og en plan om eksportkørsel i Europa. Vi taler om omvejen ind i branchen, bureaukratiet ved at starte op, og hvorfor eventyret på landevejen stadig trækker. En ærlig snak om at skifte spor sent i livet – og om hvorfor det aldrig er for sent at gøre noget, man virkelig har lyst til.
Truckerradio er den første serie fra vores brand Truckerpodcast, som henvender sig til lastbilschauffører. Vi inviterer folk fra branchen med os i studiet, gennemgår opdateringer fra den store facebookgruppe “Lastbilschauffør”, og ringer ud til chauffører på landevejene i både indland og udland. Lyt med og bliv klogere på hvad der sker på landevejene og hvad der rør sig i transportbranchen. Truckerradio præsenteres i samarbejde med Recharge City, som er hovedsponsorer for Truckerpodcast.