Lasse på 14 har startet sin egen bilvaskvirksomhed, hvor han har ansat sin lillebror på 10 år. Nu har han dog fået kommunen på nakken, men Lasse har ingen planer om at stoppe sin forretning. Helge har altid drømt om at køre til Nordkap for at se midnatssolen. Nu er han kørt afsted i sin mørkerøde Amazon og sin allerførste smartphone. Muhammed sad klar med hele familien foran en 65" fladskærm, da Danmark skullespille landskamp - indtil han kom i tanke om, at han skulle på arbejde og måtte spæne ud af døren!
Fedeabes Fyraften
Hold fyraften med Fedeabe – som Anders Lund Madsen kalder sig på Twitter. Fedeabes Fyraften er programmet til dig, som tager hjem fra arbejde, og stadig mangler noget før du kan sige til dig selv, at lige præcis denne dag ikke blot var endnu en ligegyldig trædesten på vej mod graven - men derimod en dag, som var værd at gennemleve. Fordi den er fuld af oversete mirakler og undertrykte tragedier. Og fordi den betyder alverden for nogen. Fedeabe vil have, at den også skal betyde noget for alverden.
Anders Lund Madsen er uddannet journalist, men er mest kendt for sin medvirken i Zirkus Nemo med Søren Østergaard, De Sorte Spejdere med Anders Breinholt og som vært på Det Nye Talkshow - med Anders Lund Madsen. Sammen med sin bror Peter Lund Madsen har han optrådt med flere shows på Bellevue Teatret og i Bremen.