Lauge Koch var en effektiv ekspeditionsleder og hvis ikke 'den' – så absolut en af de mest indflydelsesrige personligheder i dansk grønlandsforskning i 1920 og 1930’erne. Koch var geolog og kartograf, deltog på 2. Thule ekspedition, som var præget af sult og tragiske dødsfald og hvor der gik rygter om kannibalisme. Senere gennemførte han adskillige ekspeditioner, blandt andet Jubilæumsekspeditionen til Nordgrønland for at afslutte kortlægningen af Grønlands kyst og efter den stort anlagte treårsekspeditionen i 1931-34 kan man med rette påstå, at Koch nok var den største videnskabsmand blandt alle de mange danske grønlandsfarer. Dagens afsnit har fokus på 2. Thule ekspedition.
Vært: Bjørn Harvig, eventyrer Medvirkende: Peter Dawes, ph.d. i geologi, tilknyttet GEUS - De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland og så har Peter beskæftiget sig med Lauge Koch gennem størstedelen af hans Grønlands karriere og har blandt andet skrevet 3. binds værket ”The Koch Family Papers” (2012; 2016; 2016) og er nu aktuel med ”Expedition Relics – from high Arctic Greenland” (2022) Tilrettelægger: Lasse Telling Redaktør: Rikke Caroline Carlsen
Podcasten er produceret af Nationalmuseets mediehus Vores Tid i samarbejde med 24syv.