Han voksede op i et helvede på jord sammen med sine tre søskende i Vangede, hvor de fire børn kæmpede sig gennem deres barndom. Dag for dag.
Time for time. Ingen af dem vidste, hvornår næste seksuelle overgreb ville finde sted - eller hvornår de igen fik tæsk af deres far. *
Og tre dage inde i januar 1978 sad den niårige dreng og skrev sit eget testamente på en linieret blok med sirlig håndskrift. Det havde været endnu en frygtelig jul og nytår, så drengen havde valgt at tage konsekvensen. Han vidste ikke, om han overlevede. ‘Alle mine fiskegrejer skal Kim have’, skrev han og underskrev sit ønske for at sikre sig, at det blev overholdt.
Med sit fulde navn. 'Michael H. Hansen'
*
Og sådan fortsatte han. 'Alle mine penge skal Vibeke og Pia have.' 'Min seng skal mor have.' 'Min sparebøsse skal Nicolaj have.' 'Min karabinhage skal farfar have.' 'Farmor skal have min Legoæske.' 'Sofus skal have min cykel.' 'Rolf skal have mit værktøj.' 'Birthe skal have racerbanen.' 'Bedste og bedstefar skal have alle mine billeder.' 'Brian og Bettina skal have min store brandbil.'
Han nummererede siderne, og uddelingen af niårige Michaels jordiske gods sluttede på siden 3:
'Stinna og Erik skal have alle frimærker.'
*
38 år senere levede den lille dreng endnu. Og så alligevel ikke. Han ville i hvertfald gerne dø.
*
For 10 år siden - en junidag i 2016 I hans barndomsby Vangede, som han aldrig er kommet væk fra - overfaldt Michael på sin datters fødselsdag en anden mand fra det lokale bænkmiljø med to samuraisværd.
Han stak ham blandt andet i hilsen.
Den dag sad Michael klokken 13.50 om eftermiddagen i det skarpe sollys på den grønne bænk midt i byen og ventede på, at politiet skulle dukke op - og han håbede, at de ville gøre en ende på hans dybe smerte og skyde ham.
*
For livet havde været hårdt ved drengen i den røde køjeseng.
Stoffer, misbrug, brudte forhold og tre børn, han ikke ser og savner vildt.
Og to mislykkede selvmordsforsøg.
Nu orkede han ikke mere.
*
Men skæbnen ville, at livet atter vendte sig til det bedre - netop dén dag i Vangede nord for København.
Og det skyldes ikke mindst, at en ung kvindelig betjent bøjede sig ned over ham og trøstede ham, mens han lå med håndjern på armene bag på ryggen og græd.
‘Vi er her for at hjælpe dig’, sagde hun.
Dén omsorg fra betjenten dén torsdag, hvor Michael ville dø, blev vendepunktet og det første spæde skridt tilbage til et godt liv.
*
For Michael fik sin dom og tog sin straf - og for nylig tog hans liv endnu en drejning, da han modtog en belønning fra Carnegies Belønningsfond for Heltemod, efter at han ved en snarrådig indsats var med til at sikre, at hans ni naboer kom sikkert ud af en brændende bygning i oktober 2024.
*
'Så nu har jeg både forsøgt at tage en anden persons liv og reddet andres liv. Det betyder meget for mig. Værdien ligger ikke i hverken kors og bånd og stjerner, men i den forskel, som vi alle har mulighed for at gøre hver dag. Vi er ikke dem som vi var i går, men vi er, hvad vi gør i dag og i morgen’, lyder det fra Michael Hoff Hansen.
*
Du kan støtte mit arbejde på MobilePay 21.22.23.64 eller her:
https://buymeacoffee.com/booestlund
Ugens vinder af en unik Danske Hjerter-kop er:
Susanne Marie Høgdahl Thomsen
* Vært: Bo Østlund
Musik: 'Lyse Nætter'/Alberte (KODA-licens) 'This Is My Life'/Gasolin (KODA-licens) 'I Aften'/Sebastian (KODA-licens) 'Feathers in the Wind'/Sight of Wonders 'Crestmont'/Boone River (Epidemic Sound Music License)