Som barn var Jonathan Franzen bange for edderkopper, skolefester, pissoirer, musiklærere, boomeranger, populære piger - og sine forældre. Han havde ikke noget imod nørder, bortset fra at han var panisk ræd for at blive regnet for en af dem. I puberteten begyndte at han sige "shit" hele tiden og forsøgte at skjule, hvor optaget han var af at lave komplicerede udregninger på sin Texas-lommeregner. I Ubekvemmelighedszonen beskriver Franzen sin opvækst: sin langsomme forvandling fra en "lille og grundlæggende latterlig person" til en voksen mand med stærke - og besværlige - lidenskaber. Hvad enten Franzen skriver om sin fascination af Radiserne, om den effekt Kafkas bøger havde på hans forhold til piger, om sin interesse for fugle, om et opslidende ægteskab eller om den globale opvarmning, så er han altid føleligt engageret i den verden, der omgiver os. Hans personlige beretning om en opvækst i Midtvesten og et voksenliv i New York er præget af samme dybdeborende humor og empati, som man finder i hans romaner, og resultatet er en begavet, elementært underholdende beretning om kunstneren som ungt menneske: den unge Franzens genvordigheder.