Prøvelyt
Ulysses - James Joyce

Ulysses

Ulysses

5 3 5 Forfatter: James Joyce Oplæser: Karsten Pharao
Findes som lydbog.
Tirsdag den 19. februar 2019 udkom en usædvanlig nyoversættelse af James Joyces revolutionerende roman fra 1922. Den første af sin art!

Læseren følger Leopold Bloom på hans vandring gennem Dublin den 16. juni 1904. Det gør læseren selvfølgelig også i andre oversættelser og udgaver, men i denne udgave er der gjort alt for at læseren følger Bloom hele vejen hjem under dynen til Molly.

Romanen Ulysses skræmmer mange læsere, som oplever at den er for stor, for vigtig og for vanskeligt tilgængelig. Formentlig kommer kun et fåtal hele vejen igennem bogen ved egen kraft.

Men trods sit ry er bogen egentlig ikke vanskelig, tværtimod. Den er morsom og fræk og langt forud for sin tid, sådan som megen anden kunst, musik og litteratur var det i årene omkring første verdenskrig. Mange læsere oplever alligevel at de går i stå. De finder bogen dunkel og svær. Nogle står af, fordi bogen er et formeksperiment (hvad den bestemt er - de 18 kapitler er skrevet i hver sin form og litterære toneart). Men Joyce skriver lige ud ad landevejen, fra første kapitels morgenstemning til det afsluttende attende kapitel, hvor Molly Bloom lader erindringer og tanker flyde frit mens hun ligger i ægtesengen. Forfatteren sætter kun punktum otte gange over det afsluttende kapitels henved hundrede sider. Og alligevel spurter man igennem kapitlet som er et af bogens mest umiddelbart tilgængelige når man først har forstået forfatterens iscenesættelse.

Flydende, morsom og fræk - hvorfor går man så i stå i romanen? Forventningen om mødet med den geniale forfatter og hans værk spiller ind. Men mere blokerende er det formentlig, at vi af gode grunde ikke længere kender til datidens litteratur, musik, politik, historie og kunst og derfor ikke kan forstå de ofte skjulte citater og henvisninger, som Joyce har strøet gavmildt over bogens sider. James Joyces Ulysses er et gedulgt leksikon i klassisk græsk litteratur, irsk uafhængighedstradition, gælisk folkemusik, politiske avisskandaler og katolske helgener, sådan som det alt sammen tog sig ud i Dublin i juni 1904.

Så meget kan selv ikke den stædigste moderne Joyce-læser rumme, så for at hjælpe læseren på øjenhøjde med Joyces tekst har oversætterne forsynet deres udgave med mere end 3.000 læsefremmende fodnoter. Her får man sangteksterne, avissladderen og den katolske liturgi serveret lige ved hånden. Denne læserservice letter tilegnelsen meget betydeligt, skulle vi hilse og sige fra alle, der har arbejdet med på at skabe bogen.

Bent Wibergs og Jens Feilbergs nye oversættelse af Ulysses er resultat af mange års arbejde med at skabe en præcis gengivelse på dansk uden at sætte originalens energi og tone over styr.

Med denne nye folkeudgave af Ulysses ligger Dublin, den 16. juni 1904, ikke længere så langt herfra.
Sprog: Dansk Kategori: Klassikere Oversætter: Jens Feilberg, Bent Wiberg

Mere info om lydbogen:

Forlag: Forlaget Vandkunsten
Udgivet: 2020-06-05
Længde: 31T 15M
ISBN: 9788776956332
Kommentarer

Stream på farten

Lyt og læs, hvor og når det passer dig - med Mofibo har du altid dit helt eget bibliotek i lommen. Start din gratis prøveperiode i dag.

Prøv 14 dage gratis