Den 4. maj 1897 var folk samlet i Paris til en velgørenhedsbasar, men begivenheden endte katastrofalt, da bygningen brød i brænd og flere mennesker omkom. Blandt dem var den danske generalkonsul E. Hoskiers kone, Elise Hoskier. Efter at have mistet sin kone fandt E. Hoskier en dag en række skrifter, der var skrevet af Elise. Alle indeholdt de hendes tanker – både glæder og sorger. Samlingen blev udgivet på fransk, og efterfølgende fik Morten Pontoppidan tilladelse til at udvælge elementer fra den franske original og ved hjælp af sine egne kommentarer skabe et religiøst karakterbillede af den højtelskede familiemor, Fru Elise Hoskier.

Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.

Morten Pontoppidan, (1851-1931,) var dansk forfatter, præst og højskolemand og desuden en ivrig formidler af kristendommen. En formidling, der altid stod i relation til den på daværende tid givne politiske og kirkepolitiske kontekst. Oprindelig var han grundtvigianer, men med sin kulturåbenhed og sit syn på personlig og kirkelig frihed gjorde han op med denne fløj og fattede i stedet stor sympati for den frembrydende liberalteologi. Morten Pontoppidan var bror til forfatteren og nobelpristageren i litteratur Henrik Pontoppidan.