Ivan Ilíitsj har som midaldrende efter mange års hårdt arbejde opnået den attraktive stilling som højesteretsdommer. Men på toppen af sin karriere bliver han som 45-årig syg, og efter nogen tid går det langsomt op for ham, at sygdommen er dødelig. Vi får en skildring af hans svingninger mellem håb og frygt for døden og følelsen af det uretfærdige i, at netop han skal rammes i en forholdsvis ung alder efter et pletfrit levned. Samtidig skildres hans samspil med familie og venner, der finder omgangen med det syge menneske pinlig og helst undgår at blive for involveret i hans lidelser. Konfronteret med døden erkender han i en eksistentiel krise, at han har spildt sit liv på egoistisk ærgerrig stræben efter tom status på bekostning af nære relationer til andre. Det er en dybdeborende fortælling om erkendelsen af egen dødelighed, som ethvert menneske på et tidspunkt konfronteres med. "Det er en af de mest hjerteskærende litterære værker, der nogensinde er skrevet, en hård, ubarmhjertig stirren ned i afgrunden, ikke kun i døden, men i den menneskelige natur. Det er et af disse værker, der er essentielle: ikke fordi man efter at have læst det kan afkrydse en kulturel milepæl, men fordi man uden det vil miste billedet af, hvad det betyder, at være menneske. Og ikke kun i 1900-tallets St. Petersborg, men nu." – Nicholas Lezard, The Guardian