Transfervindue er en utopisk fremstilling af Nordsjælland som et stort luksuriøst hospice. Alle går i hvidt. New age-nonner dyrker medicinsk cannabis på stranden. Internet og musik er forbudt, til gengæld kan man vinterbade med overlægen. Indimellem er der ætsende tilbageblik til livet som terminal kræftpatient, ellers slentrer vores hovedperson og hendes ven Mikkel rundt, taler om firserne og om, hvordan de gerne vil dø. Indimellem griner de, af de raskes fejl. "Trehundrede og firs dage har jeg været her, det ved jeg, for jeg ridser streger i væggen til venstre for min madras. Jeg har to værelser og en væg med billeder af dem, jeg holder af. Jeg har en væg med billeder af dem, jeg har forladt. Jeg pakkede tyve kilo og ringede efter en vogn, da jeg mødte en gammel ven, der havde mødt dig. Han var egentlig gået forbi, men dvælede alligevel ved butiksdekorationer ved Illum og fulgte dig med øjnene ned ad Købmagergade. Han kunne ikke genkende dig, det sagde han, han holdt i min arm, og han talte stille: ”Sorgen har sat sig i hendes ansigt.”