Med denne korte historie udstiller Chekhov glimrende den overdrevne nervøse og underlegne, nærmest spytslikkende, attitude som gjorde sig gældende i det feudale embedsvæsen i zar-Rusland og hvor ødelæggende usikkerheden omkring hierarkiet og ærekrænkelser kunne være. Samtidig viser han klasseforskellene hvor de højere lag tager lettere på sagerne (de har jo heller intet at frygte), mens de lavere lag frygter konsekvenserne af et hvert brud på etikken. Med forbehold for at alvorsgraden bliver mindre, så kan beskrivelsen overføres til mange ulige hierakier og særligt til småborgerlige embedsmænd i alle verdens autoritære hierakier.