Den svenske geograf Sven Hedin og hans fire rejsekammerater og deres kameler forlod landsbyen Merket den 10. april 1895. På vej ind i ørkenen. ”De kommer aldrig tilbage”, sagde en mand, da de forlod landsbyen. Hedins plan var at krydse Taklamakan, den næststørste sandørken på jorden. På det lokale sprog, uygurisk, betyder Taklamkan ”stedet ingen kommer tilbage fra”. De fleste folk tænkte, at rejsen var vanvittig. At de aldrig ville overleve. Ørkenens navn bar på dystre forudsigelser. Der ventede en frygtelig farlige rejse.

Blot et par uger senere stod det slemt til og ekspeditionen var i store vanskeligheder. En af Hedins kameler var død og mændene tørstede voldsomt. Fuldstændig udmattede forsøgte de at slå lejr, da kamelerne nægtede at gå, men snart blev de alle begravet af en sandstorm. Mændene forsøgte at gemme deres ansigter i kamelernes manker. Udmattede, tørstende og uden vand i dagevis, skrev Hedin samme aften i sin dagbog: ”Bjerge af sand i alle retninger. Ikke et strå – intet liv. Gud, hjælp os!”

Medvirkende: Thomas Ubbesen, medlem af Eventyrernes Klub, forfatter og journalist, senest som udenrigskorrespondent i DR, hvor han har dækket krige og konflikter overalt i verden. Thomas har stor interesse i ekspeditions-historie og har selv tangeret det område, vi skal tale om i dag, da han tilbage i 1987 fik lov til at rejse ind i det ellers meget lukkede Kina.

Coverfoto: Af George Grantham Bain Collection (Library of Congress).