2.4
Biografier
En februarnat i 1980 blev forfatteren Bo Østlund til den hængte mands søn, mens P1 sluttede dagen med af sende en optagelse med radiokoret, som sang Johann Sebastian Bachs 'Unser Leben ist ein Schatten.' I en affaldskælder i et betonbyggeri i Kokkedal gjorde hans far en ende på sit liv, da han lagde sine briller med det sorte stel på gulvet, viklede en ledning fire gange rundt om sin hals og hængte sig i et varmerør. Siden har Bo Østlund kæmpet med sin ufrivillige identitet, som har fulgt ham gennem hele livet. En kamp, som han har fælles med alle andre pårørende til selvmordere, som aldrig får skrevet fortællingen færdig, fordi alt bliver revet væk og fra hinanden på et splitsekund. Ofte helt uden varsel. En af de ting, som man er bange for som pårørende til en selvmorder er, om det smitter. For det gør det. Har man selv anlæg for at fravælge sit eget liv og forlade sine egne elskede den dag, det hele bliver for svært? Der er en overrepræsentation blandt familiemedlemmer og nære relationer til selvmordere, som vælger samme løsning., Derfor kan man i de samme familier opleve, at både oldefar, bedstefar, far og søn begår selvmord. Derfor har Bo Østlund været den længste mands søn i mere end 40 år - lige siden den vinternat i 1980, hvor han blev ringet op i mørket som nyuddannet, 23-årig journalist. Siden dén nat har han kæmpet med angsten for at bliver forladt. Og nu er dén dag kommet, hvor han bliver ældre end sin far midt i en af sine egne livskriser. Hør den stærke, rørende og hudløst ærlige fortælling indlæst af forfatteren selv.
© 2020 Forlaget Heatherhill (Lydbog): 9788791901997
Release date
Lydbog: 17. september 2020
2.4
Biografier
En februarnat i 1980 blev forfatteren Bo Østlund til den hængte mands søn, mens P1 sluttede dagen med af sende en optagelse med radiokoret, som sang Johann Sebastian Bachs 'Unser Leben ist ein Schatten.' I en affaldskælder i et betonbyggeri i Kokkedal gjorde hans far en ende på sit liv, da han lagde sine briller med det sorte stel på gulvet, viklede en ledning fire gange rundt om sin hals og hængte sig i et varmerør. Siden har Bo Østlund kæmpet med sin ufrivillige identitet, som har fulgt ham gennem hele livet. En kamp, som han har fælles med alle andre pårørende til selvmordere, som aldrig får skrevet fortællingen færdig, fordi alt bliver revet væk og fra hinanden på et splitsekund. Ofte helt uden varsel. En af de ting, som man er bange for som pårørende til en selvmorder er, om det smitter. For det gør det. Har man selv anlæg for at fravælge sit eget liv og forlade sine egne elskede den dag, det hele bliver for svært? Der er en overrepræsentation blandt familiemedlemmer og nære relationer til selvmordere, som vælger samme løsning., Derfor kan man i de samme familier opleve, at både oldefar, bedstefar, far og søn begår selvmord. Derfor har Bo Østlund været den længste mands søn i mere end 40 år - lige siden den vinternat i 1980, hvor han blev ringet op i mørket som nyuddannet, 23-årig journalist. Siden dén nat har han kæmpet med angsten for at bliver forladt. Og nu er dén dag kommet, hvor han bliver ældre end sin far midt i en af sine egne livskriser. Hør den stærke, rørende og hudløst ærlige fortælling indlæst af forfatteren selv.
© 2020 Forlaget Heatherhill (Lydbog): 9788791901997
Release date
Lydbog: 17. september 2020
Nyd den ubegrænsede adgang til tusindvis af spændende e- og lydbøger - helt gratis
Samlet bedømmelse baseret på 5 bedømmelser
Trist
Tankevækkende
Kedelig
Download appen for at deltage i samtalen og tilføje anmeldelser.
Viser 1 af 5
Frederik
16. nov. 2020
En på en gang kvalmende selvmedlidende og poetisk beretning fra en søn, der ikke har lært at respektere sin fars fravalg af en tilværelse med alkohol og økonomiske problemer. Bo Østlund er ikke den første pårørende til en selvmorder, der har haft det problem, ikke at forstå en forældres (eller et barns eller søskendes, for den sags skyld) fravalg af en (hvis han beskrivelse står til troende) svær tilværelse. Det gør dog ikke sagen bedre. Naturligvis må det sætte tanker i gang, når man når den alder, hvor man er ældre end den afdøde og naturligvis kan poesi og charmerende varme fra forfatterens oplæser-stemme forbedre end del, men jeg sidder stadig tilbage med en form for irritation. Var faderen død af alt andet end selvmord havde det nok været trist, men ikke noget man bebrejdede ham. I det foreliggende tilfælde blandes en ømhed og kærlighed for og til den afdøde med en vrede og uklædeligt navlepilleri. Det ærgrer mig lidt, da jeg hellere ville have følt empati og ikke irritation.
Dansk
Danmark