I denne episode skal du møde en spændende mand på 79 år, som jeg sætter stævne i hans hjem nær Vissenbjerg på Fyn, hvor han bor sammen med syv gæs, 40 høns samt et ukendt antal ænder. Han er gadegøgler, knivkaster, cykel-ekvilibrist og gennem mange år indehaver af sit helt eget circus, som har huseret ikke blot over hele Danmark men også mange steder i Europa.
Og 14 år i træk på Midtfyns Festival ikke at forglemme.
* Men fortællingen om Jean Ascher er i virkeligheden et utal af fortællinger. Søn af en jødisk mor, som en sommerdag i august 1945 lige efter krigen fødte barnet, som sandsynligvis havde en arabisk sheik og sømand som far. Hun havde mødt ham i Sverige under flugten fra nazisterne. *
Det lykkedes ikke Jeans morfar at flygte ud af Danmark fra nazisterne. Han blev i 1943 taget af tyskerne i Hillerød sammen med en lang række andre jøder, og i togvognen på vej til koncentrationslejren Theresienstadt spiste han en giftpille om natten og gjorde dermed selv en ende på sit liv. * Og Jean Ascher? Ja, han har prøvet lidt af hvert i sit liv. Musikterapeut for Statens Åndssvageforsorg - som det hed dengang - kok, fritidspædagog, selvstændig vognmand med mobiltelefon i 1974 samt grafiker og designer Uden at have en eneste uddannelse eller papir på noget som helst af dette. * Dette er historien om den unge generte, hæmmede neurotiske dansker, som slet ikke følte sig dansk - men som en dag i 1980 ved Storkespringvandet i København siddende på en ethjulet cykel og sammen med to-tre unge drenge og piger påbegyndte en 40 årig lang livsbane som gadegøgler med verdens første ethjulede cykelcirkus, ChangHigh Circus. Et cirkus, som endte med at blive så stort, at det rejste rundt med tre cirkusbiler, tre tons udstyr samt 18 unge danske piger og drenge i Skandinavien, Tyskland og England - og som i slutningen af 1980’erne pludselig befandt sig i den hellige by Jerusalem, og efter en række forestillinger dér rejste rundt over alt i Israel.
*
Og det er også historien om en mands jagt på identitet og hans mangeårige søgen efter sin far.
For var Jeans far ham araberen med turban på billedet, som hang på mors væg bag stuedøren over radiatoren ved siden af fotografierne af morfar og mormor?
* Efter 40 år med optrædender valgte Jean at lukke sit cirkus 2022 - men siden er han fortsat med at rejse rundt som knivkaster.
Og det stopper ikke, selv om han fylder 80 den 8. august 2025.
*
Del 2 af denne samtale - som er i to dele - kan du høre på mandag.
*
DANSKE HJERTER er gratis at lytte til og er ikke gemt bag betalingsmure, men skal jeg kunne fortsætte mit arbejde, er det vigtigt, at lytterne hjælper mig med at udbrede budskabet om dens eksistens.
Så del podcasten i hele dit netværk - med din familie, dine, venner, dine kolleger og dine naboer.
*
Husk endelig også at abonnere på DANSKE HJERTER på Spotify, Apple eller hvor du hører den, så du automatisk får besked, når der lægges nye episoder op.
*
Skulle du have lyst til at sponsere podcasten, eller måske medvirke med DIN livshistorie, så send en mail til:
kontakt@danskehjerter.dk
*
Læs mere om mig her:
www.words-on-wheels.com
*
Vært: Bo Østlund
Musik: 'This Is My Life'/Gasolin' (KODA-licens) 'Cirkus'/Bo Kaspers Orkester (KODA-licens) 'Feathers in the Wind'/Sight of Wonders 'Le Carrousel Plus Foi'/Sven Lindvall (Epidemic Sound Music License)
Kliv in i en oändlig värld av stories
Svenska
Sverige