Leo Tandrup

Tandrup sætter en overraskende og fornyende standard for beretninger om samfunds-, ånds- og kulturudviklingen. Det er blevet til en bog om menneskets svære søgen efter kærligheden midt i dets opgør med magthavere, fædre, mødre, egen selviskhed, trang til at brillere og til at forkaste fortids visdom. 
Et tema er kærligheden mellem voksne mennesker. Det vises, hvordan narcissisme og selvtilstrækkelighed ikke mindst op imod og i vor moderne civilisation har gjort det yderst vanskeligt for begge parter at se verden med den andens eller toerens øjne. At gøre det ses som en vigtig forudsætning for, at man kan se verden i et nyt og underfuldt lys, og man ikke selv stivner uden at komme uden for sin egen horisont. Det fortælles der indgående om igennem hele bogen.
Bogen her er bind 2 af 4 med udviklingen gennem 1600 til 1800, hvor bind 1 omfattede tiden fra gotikken o. 1250 til 1600-tallet. Værket er ikke mindst koncentreret om den vestlige borgers indsats for erhverv og kultur og for hans politiske samvirke og stridigheder med fyrsten og de andre stænder og klasser. Det viser Tandrup i inciterende næranalyser af billedkunsten, som af Hogarths indtagende og skarpsindige mesterværk The Graham Children. Opfattelsen af barnet er et andet hovedtema. Tandrup undersøger som den dybestgående historieskriver. Han har også søgt eksempler fra skønlitteraturen, teologien og ikke mindst filosofien, som han nærgående har inddraget centralt med Voltaire og Rousseau i front.

Opret en konto