Mari Jungstedt er en af nordens mest populære krimiforfattere - og yderst produktiv. Serien om Anders Knutas er efterhånden på 13 bøger. På trods af de mange kriminalsager, mange involverede og de realistiske karakterers indbyrdes forhold formår Jungstedt altid at samle alle trådene. Uanset hvor lang tid der går mellem hver bog, finder man som læser altid naturligt tilbage til politistationen i Visby, hvor Anders Knutas sidder som leder af kriminalpolitiet på Gotland. Hver bog omhandler en ny forbrydelse, der skal opklares, men som en rød tråd igennem samtlige 13 bøger befinder de centrale karakterers personlige udvikling sig som en vigtig historie og del af opklaringen.