Elsket børnebogsforfatter debuterer med voksenroman på Mofibo

Copenhagen, 27.05.2013

Ungdomsromanen ”Kærlighed ved første hik” er kendt og elsket af danskerne. Nu udgiver forfatteren bag bestselleren, Dennis Jürgensen, sin første roman til voksne. Og e-bogstjenesten Mofibo har eksklusiv forpremiere på bogen.


De fleste husker den herlige hikke-scene i Dennis Jürgensens ”Kærlighed ved første hik”, der senere ramte landets biografer med Robert Hansen i hovedrollen, og mange er vokset op med den populære forfatters mange eventyrlige børne- og ungefortællinger ved natbordet.

Nu har Dennis Jürgensen rundet de 50 år og debuterer i en helt ny genre. Han er nemlig klar med sin første voksenroman, krimien ”Løbende tjener”, som er første bind i en serie om efterforskningslederen Roland Triel.

”Løbende tjener” er først i boghandlen fra den 11. august, men allerede i dag kan du få fingrene i bogen på Mofibo, som har indgået en eksklusiv aftale med forlaget Tellerup om forpremiere på bogen.

”Vi er meget glade for at få lov til at være en del af Dennis Jürgensens voksendebut og glæder os til at lade læserne dykke ned i hans mystiske og spændende univers. Og så synes vi, det giver rigtig god mening med en lidt utraditionel lancering gennem Mofibo, når man også begiver sig ud i en – for forfatteren – lidt utraditionel genre,” siger Morten Strunge, stifter af Mofibo.

”Løbende tjener” fletter efterforskningen på et mystisk drab og efterforskningslederens mørke fortid sammen til en spændende nutid godt krydret med overraskende twists, skæv humor og psykologisk spil. ”For et par år siden fik jeg lyst til at udforske nye sider af menneskesindet, for eksempel hvad der får nogen til at tage et andet menneskes liv. Der er kapitler i ’Løbende tjener’, hvor handlingerne er så modbydelige, at jeg forsøgte at undgå dem, men de måtte skrives for historiens skyld,” fortæller Dennis Jürgensen om sin voksenromandebut.