Han sukkede frustreret.

”A´desch´os voldtægt er ikke virkelig. Et frygtmonument i din latente fantasi. Det udspringer fra mig og det, jeg gjorde mod dig ...”

Og for første gang følte hun noget i sit bryst. Hvis det kun var i hendes fantasi, havde hun ikke undfanget.

Hun sukkede, og Tristan så hendes skuldre falde på plads.

”Du har aldrig tilgivet mig det, jeg gjorde ... jeg tror, du reagerede på A´desch´o, fordi du ser ham som mig. Han opfangede traumet fra dig og brugte det imod dig. Og hvem kan jeg klandre? Jeg var et udyr mod dig den nat i skoven ...”

Lilje var hende påtvunget. Det indså han nu. Lilje var en gave, men ikke for hende. Hun var et minde om to meget brutale voldtæger, han begik i slægtens navn …

Del 1, 2 og 3 af Tristan og Milea-fortællingerne