1700-tallets Europa var oplysningens, videnskabens, tid. Man var sulten efter viden om andre lande og folk. Man vidste, at et sted inde i Afrikas Saharaørken flød en stor flod kendt som Niger. Ingen europæer havde set den. Flere ekspeditioner var forsvundet i eftersøgningen, men i 1795 blev den skotske læge Mungo Park sendt ud for at finde floden. Hvilken vej løb den? Og løb den ud i ørkenen, havet eller i floderne Congo eller Nilen? Med kun få lokale hjælpere trængte Park frem over savanner, gennem skove og ind i ørkenen. Lokale konger hjalp ham, andre plyndrede ham, og muslimske krigere tog ham til fange og torturerede og ydmygede ham. Det lykkedes dog Park at nå frem til Niger og konstatere, at floden flød ind i Sahara. I 1805 rejste Park ud igen, nu som leder af en større ekspedition. Da han igen stod ved Nigers bred, var de fleste af hans rejsefæller døde af sygdomme og udmattelse, og de var kun få mand tilbage. Park ville finde flodens ende eller udløb og sejlede ned ad den. Og så indtraf katastrofen.