Stillidsen - Af Donna Tartt

Fra et hotelværelse i Amsterdam fortæller Theo Decker sin livshistorie. Han er ikke den mest troværdige fortæller, for han lider af post traumatisk stress efter en ulykke, hvor hans mor mistede livet. I febervildelse har Theo drømt om sin mor for første gang efter ulykken, og det er det, der har givet Theo lyst til at fortælle sin historie.


Som 13-årig søger Theo og hans mor ly for regnen på et kunstmuseum i New York. Theo har fået øje på en rødhåret pige i selskab med en gammel mand og er ganske uinteresseret i de mange kunstværker.

Kunstmuseet bliver udsat for en terrorbombning, og Theos elskede mor dør.

Værdifuldt kunstværk

Theo selv overlever, og da han vågner, er den rødhårede pige forsvundet. Men på vejen ud af ruinerne, støder han på den gamle mand, der er dødeligt såret.

Den gamle mand giver Theo en tung guldring og udpeger et særligt maleri, som han beder Theo tage med sig. Han giver ham en adresse i New York, hvor han beder ham tage hen.

Maleriet var et værdifuldt kunstværk fra 1600-tallet. Et fascinerende billede af en lille fugl – en stillids – i fodlænke. Maleriet er malet af den store, hollandske mester, Carel Fabritius, i 1654.

Da Theo kommer hjem er han stadig i chok. Langsomt går det op for ham, at hans mor er død, og at han er helt alene. Hans far er drikfældig og er flygtet fra familien til et ukendt sted.

Møbelsnedkeren Hobie

Efter nogen tid tager Theo til adressen, han har fået af den gamle, døende mand. Det viser sig at være et antikvariat med en verden af støvede, skønne antikviteter.

Det er her han møder Hobie. Og her møder han også den rødhårede pige igen, som også overlevede eksplosionen. Hobie og den rødhårede pige bliver hans bedste venner for livet.

Theo bliver boende hos Hobie i nogle uger.

Et omtumlet liv

Herefter bliver han midlertidigt anbragt hos en klassekammerat, Andy. Andys forældre og søskende samt otte tjenestefolk bor i en kæmpe luksuslejlighed på Park Avenue.

Her bor han, indtil hans alkoholiserede far dukker op, og tager ham med til Las Vegas. I de næste to år bor Theo hos sin far, hvor han er meget overladt til sig selv, da faderen og hans nye kæreste, Xandra, bruger tiden på at sniffe kokain og spille alle deres penge op.

Da Theo møder den jævnaldrende, ukrainske nabodreng, Boris, der også er overladt til sig selv, dulmer de deres kedsomhed i en tåge af sprut og stoffer.

Den kriminelle underverden

Theo og Boris mister kontakten, da Theo, efter hans far dør i en bilulykke, flytter tilbage til Hobie i New York.

Theo bliver partner i antikvitetsforretningen. Men nogle uheldige valg trækker Theo ned i kunstens kriminelle og dødsensfarlige underverden.

Og så er der lige det værdifulde kunstværk, Stilidsen, som Theo stjal som barn. Maleriet som han har båret med sig gennem hele sin ungdom. Det maleri viser sig at få afgørende betydning for hans liv og skæbne.