Linda Castillo

Amerikansk forfatter, født i 1960. Er mest kendt for femikrimi-serien om den kvindelige politichef Kate Burkholder, der forsøger at holde lov og orden i den lille soveby Painters Mill midt i Amish-land. Indtil videre er der udkommet fire romaner i serien på dansk.


Som barn var Linda Castillo noget af en drengepige, der hellere ville tilride en vild hest end lege far, mor og børn med de andre piger i det lille bondesamfund i den vestlige del af Ohio, USA, hvor hun er vokset op.

Ville være forfatter allerede som barn

Hun mener selv, at de lange, kedelige somre i majsmarkerne og de lige så lange, kolde vintre i Ohio, var med til at sikre, at hun udviklede en meget livlig fantasi.

Allerede som barn ville hun være forfatter og som 13-årig havde hun skrevet sin første roman, der dog aldrig blev udgivet. Efter skoletiden valgt hun da også af få sig et almindeligt job, da hun ikke rigtig troede på, at hun ville kunne begå sig som forfatter.

I 1985 flyttede hun til Texas sammen med sin mand. Først boede de et stykke tid i Dallas og siden flyttede de ud på en ranch i et landdistrikt, hvor de har boet lige siden.

Startede med romantiske spændingsromaner

Det var først næsten 13 år senere, Linda Castillo i 1999 tog mod til sig og indsendte en roman til et forlag. De antog bogen og udgav den samme år. Det var en romantisk spændingsroman, der stilmæssigt lå langt fra den femikrimi-genre, hun skriver indenfor i dag.

Efter hendes første udgivelse, der blev forholdsvist pænt modtaget, fortsatte hun med at skrive 21 bøger i samme genre og vandt undervejs en række priser inden for genren. Hun fik også en RITA-nominering, der er den højeste form for udmærkelse inden for romantisk spænding-genren. Du kan få en fornemmelse af hendes forfatterskab ved at læse denne fyldige boganmeldelse af hendes roman "Tvunget til".

Linda Castillo skifter spor

I den periode, hvor hun skrev den ene romantiske spændingsroman ud efter den anden, måtte hendes forlagsredaktører tit gribe ind og bede hende holde sig inden for genren. For mange af hendes plot og ideer lå så langt inde i krimi-genren, at de simpelthen ikke kunne presses ind i en romantisk spændingsroman.

Efter nogle års tilløb og en del sparing med sin agent, fik hun ideen til serien om Kate Burkholder, der har hentet masser af inspiration fra Linda Castillos opvækst i Ohios Amish-influerede bondesamfund.

Femikrimier med nordisk islæt

Linda Castillo’s krimier hører som sagt til i den angelsaksiske femikrimi-genre, der beskriver moderne kvinder og skildrer deres liv og konflikter gennem brug af indre monologer og refleksioner over såvel deres arbejds-, som privatliv.

Men når Linda Castillos krimiserie er blevet så populær herhjemme, skyldes det primært, at hendes hovedperson, Kate Burkholder minder mere om hovedpersonerne i de femikrimier, skandinaviske krimiforfatterere skriver. Her er der en anden form for realisme, der fokuserer mere på de psykologiske faktorer, der indvirker på romanens personer og hvor vi får mere at vide om personernes samfundssyn.

Linda Castillo-krimier på dansk

  • Tvunget til tavshed
  • Bøn om tavshed
  • Bryd tavsheden
  • Meldt savnet