Kvinden der forsvandt - Af Gillian Flynn

Nick og Amy lever det fede jetset-liv i New York. De er unge og smukke og lever i et lykkeligt ægteskab med hver deres gode karriere. En særlig romantisk detalje ved deres ægteskab er, at de hvert år fejrer deres bryllupsdag med en skattejagt for hinanden, der bringer dem rundt til nogle af deres favoritsteder. De har succes og er lykkelige!


Men så sætter finanskrisen ind og pludselig står de begge uden arbejde og pengene får hurtigt ben at gå på med en dyr husleje og dyre vaner, der hurtigst muligt må lægges om. Samtidig bliver Nicks mor alvorligt syg af kræft.

Derfor beslutter det lykkelige unge ægtepar at rykke teltpælene op og flytte tilbage til Nicks barndomsby i Missouri, både fordi det er billigere at bo der og for at være tæt på hans mor og hjælpe hende under hendes sygdom.

Rodløs på Lars tyndskids mark

Amy er ikke helt vild med ideen og har store problemer med at falde til i den lille by, der er så uendelig forskellig og mere stillestående end det vibrerende og hastige New York, de kommer fra. Arbejdsløsheden, butiksdøden og udkantfølelsen hærger byen og både Amy’s og Nick’s noget større storby-armbevægelser, gør det også svært for dem at få en ny omgangskreds.

Den skrantende økonomi og et rimelig problematisk forhold til Nick’s familie, gør heller ikke livet let for det tidligere så lykkelige ægtepar. Så langsomt går alt omkring dem og imellem dem ned ad bakke, imens de begge forsøger at redde deres ægteskab.

En helt særlig skattejagt

På parrets fem års bryllupsdag kommer Nick hjem til et tomt hus. Umiddelbart ser det ud til, at der har været indbrud og Amy er forsvundet, så han tilkalder politiet. Men samtidig opdager han, at Amy har efterladt den årlige skattejagt til ham, ganske som de havde for vane hvert år på deres bryllupsdag.

Lige så sædvanligt leder skattejagtens spor ham rundt til de steder, der har betydet noget for dem, og derfor forventer Nick, at Amy vil vente på ham, der hvor skattejagten engang ender. Men undervejs bliver han klar over, at denne her skattejagt er anderledes. For det er ikke bare en kærlig hilsen fra hans kone Amy…

Politiet finder belastende spor

Samtidig undersøger politiet også sagen og som sædvanlig er ægtemanden deres hovedmistænkte. De gennemgår hans computer, parrets hus og deres andre ejendele i jagten på kompromitterende beviser.

Mistanken styrkes, da de finder de en række ting på Nicks computer, der kan tolkes som om, Nick har planlagt sin kones forsvinden meget nøje og de mistænker ham derfor for at have dræbt hende.

Så pludselig bliver historien til en dobbelt jagt: Nick, der jagter hans kone gennem de spor, den årlige skattejagt giver ham og politiet, der forsøger at bevise, at Nick har slået Amy ihjel.

Historien fortælles gennem Nick og Amy’s dagbøger, og snart går det op for læseren, at Nick og Amy ikke kun lyver for hinanden. De lyver også for læseren og omverdenen!