Den stumme pige - af Hjorth Rosenfeldt

I Torsby i det nordlige Värmland finder man i påskeferien fire døde, to voksne og to små børn. En hel lille familie skudt ned på klods med et haglgevær i deres eget hjem.


Der er næsten ingen spor i sagen og tilsyneladende heller ingen vidner.

Ved en nærmere undersøgelse viser det sig dog, at der har været en femte person i huset – drengenes kusine, den 12-årige pige, Nicole, som er på besøg hos familien i påsken.

Nicole er desværre forsvundet, men man finder hendes fodspor i skovbunden omkring huset. Fodsporene fører ind i skoven.

En mistænkt i sagen

Familien Carlsten var tilflyttere, og forældrene havde tidligere været miljøaktivister og havde på den konto skaffet sig en del fjender på egnen, blandt andet en jæger ved navn Ceder.

Ceder bliver den første mistænkte i sagen, men beviserne mod ham er for svage til at sætte ham i fængsel.

Endnu et mord

Rejseholdet – heriblandt Sebastian Bergmand, den på én gang frygtindgydende og charmerende kriminalpsykolog – bliver tilkaldt for at overtage efterforskningen, da Ceder også bliver fundet skudt. Nu står de på helt bar bund. Motiv og gerningsmand er blevet endnu sværere at finde.

Det står klart for Sebastian Bergman, at den lille pige må findes hurtigst muligt. Hun har været væk i tre dage, og chancerne for at overleve i skoven alene bliver mindre og mindre for hver dag, der går.

Skovområdet er tæt og ufremkommeligt, hvilket vanskeliggør eftersøgningen. Derfor beslutter politiet at bede offentligheden om hjælp vel vidende, at de herved risikerer at informere morderen om, at der findes et vidne til forbrydelsen.

Hun så et mord

Politiet er ganske enkelt nødt til at finde pigen, før morderen gør det. Det går op for Sebastian Bergmand, at pigen er fornuftig og gemmer sig, hvor hun kan finde læ og skjul.

Sebastian Bergmand finder pigen, og der knyttes straks et bånd imellem dem.

Det er ingen tvivl om, at Nicole har været vidne til forbrydelsen, men hun er så dybt traumatiseret over oplevelsen, at hun ikke vil tale. Hun tegner kun – frygtindgydende tegninger.

Den stumme pige i fare

Kriminalpsykolog Sebastian Bergmand begynder nu at behandle Nicole og prøver at trænge igennem til hende for at få hende til at tale og angive morderen.

Jo mere Sebastian Bergmand og Nicole er sammen, jo mere minder hun ham om hans egen datter, der forsvandt under tsunamien. Hun ville have været 12 år nu ligesom Nicole.

Det lykkes for Sebastian Bergmand at vinde Nicoles fortrolighed, og han er ikke i tvivl om, at det blot er et spørgsmål om tid, før hun vil afsløre morderen, men hvis gerningsmanden ved, hun er i live, er hun i stor fare.

Sebastian Bergmand har som altid svært ved at adskille privatliv fra arbejde, og det er da også tilfældet her.

Han lover Nicole og hendes mor, at han nok skal beskytte dem...

Den stumme pige er fantastisk spændende underholdning. En krimi der hører til blandt de bedste.

Nomineret til "Sveriges bedste krimi-prisen 2014".